Sommeren er kommet. Måske bare midlertidigt, men det tænker jeg ikke på, når jeg løber i min skov og finder glemte stier, forstyrrer engelske gråegern og lader mig skræmme af selvsamme, der lusker rundt i buske og lyder som voldtægtsmænd/blottere/bjørne/gigantiske edderkopper. Jeg er nok mest bange for voldtægtsmænd. Blottere har jeg efterhånden udviklet en form for resistens mod. Dav, siger jeg bare.

Men altså, her er sommer og i går købte jeg og TDLOA årets første is. Desuden vores første is i London. Den spiste vi, mens vi gik rundt i Highams Park og passerede den ene gruppe opstemte (pre)teenagere efter den anden.
Skolelærerne strejkede i går, så byen var fuld af unge, der luftede uniformer, der i hvert fald ikke bliver accepteret af skolelærere her i landet. Piger i alle aldre havde sat håret op og iført sig deres absolut mest lavtaljede leggings og mindste t-shirts. Gerne med kreoler i ørerne. Hver klynge piger var udstyret med en gjaldende mobil og når der var drenge i nærheden blev der vugget lidt her og der.
Åh piger.

Også drengene var ude i solen i går og havde forsamlet sig rundt om stillestående biler for derfra køligt at holde styr på tøserne, der langsomt bevægede sig forbi.

Den 14-årige pige, vi bor samme med, oplyste, at lærerne strejkede pga noget med pension. Eller løn. Eller sådan. Hun var ligeglad, hun skulle til Westfield og shoppe.
På fredag er sidste skoledag før påskeferien og dermed en af årets få uniformfrie dage, så denne uforudsete fridag passede hende perfekt. Nu skulle hun ud og bruge hele dagen på at sammensætte et outfit, der kan ting en skoleuniform ikke kan.

Jeg tvivler på, at pigen og hendes veninder var de eneste unge, der stormede rundt i det kæmpe indkøbscenter i går og afprøvede mulige sider af sig selv, der kunne dukke op, når skoleuniformen blev skrællet af.

Sommeren er smuk i London. Og isen i øvrigt meget billigere end i Danmark.


/menschenkind

I dag er min fødselsdag!

Der var nogle år, da tyverne kom, hvor jeg ikke ville fejre mig selv på min fødselsdag. Ikke fordi jeg ikke var glad for at være blevet født (det er det bedste, der nogensinde er sket mig), men fordi jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, var barndommens glæde ved den 16. marts forsvundet. Jeg turde slet ikke gøre et forsøg.

Men i løbet af de sidste to-tre år er jeg blevet voksen. Og jeg har lige opdaget det.
Underligt nok betyder det at blive voksen for mig, at jeg igen kan vende tilbage til min barndom. Jeg kan opsøge mennesker, ting og steder, som var en del af min barndom og føle glæde.

Før var jeg nødt til at undgå sådan en bevægelse bagud, fordi jeg var bange for at mærke, at barndommen var uigenkaldeligt tabt. At jeg ikke længere kunne vade rundt i en bæk i timevis og bygge dæmninger.
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle passe min voksne krop ind i min barndomsseng.

I de sidste dage har jeg været bekymret for min fødselsdag, fordi jeg frygtede, at det ikke ville være en særlig dag længere. Derfor tænkte jeg: Jeg skal finde verdens bedste og mest autentiske britiske Apple Pie. Den må da smage bare lidt at fødselsdag.

Men så snart klokken var 12:00 her i London, indfandt verdens bedste dag sig kraftedeme. Igen.

Min dejlige veninde C sendte mig i morges denne stribe:

Og den er perfekt. For hele dagen i dag har været så smuk netop fordi jeg og TDLOA har gjort den sådan: Kaffen i morges var ikke bare kaffe, den var fødselsdagskaffe. Min taske blev ikke båret, fordi manden altid gør det, men fordi jeg har fødselsdag. Og vi drog ikke til Chingford bare for at gå tur i Epping Forrest: Vi skulle fejre min fødselsdag i Epping Forrest.

Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg er blevet voksen nok til at græde over pakken fra mine forældre, som var fyldt med genstande fra min barndom: En gammel babushka dukke, en fisk, som sad på en gryde vi fik fra den hvidrussiske pige, der boede hos os hver sommer, en gren fra det sure kirsebærtræ i baghaven. Og Veleda-sæbe, hvis lugt hele min barndom var søbet ind i.

Vi endte med at gå rundt i Epping Forrest i dagevis. Vi fortsatte længere og længere ind i skoven og gik så længe, at vi sled alle vores ben af og bare humpede videre på vores hofteknogler.

Vi blev så sultne og trætte, at vi til sidst drættede om i en seng af visnet muld. Bare for at blive redet af nogle sære små skikkelser, der viste sig at være mennesker fra et uddøende skovfolk. Engelske rumpenisser. De fodrede os med rå skovsild og byggede os en bioark.

Her i Epping Forrest oplevede jeg ikke bare en fødselsdag, men selve min 26. genfødsel. Til et fredeligt år, et år uden hospitaler, hvor jeg er vågen og kan lide hvad jeg ser:

Vi fandt aldrig nogen Apple Pie.

Men vi fandt en vanvittig lækker æblecider i glas så store som Betelgeuse. Og den blev drukket med udsigt til et hestevæddeløb, som fik mig og en lille alkoholiker til at springe op fra tid til anden. De to gamle damer i båsen ved siden af havde åbenbart set deres andel væddeløb og fortsatte ufortrødent med at tale om deres nye køleskabe og døtre, der havde giftet sig med ”mothers-boys”, mens manden med den pink hjelm tabte hele sit forspring, fordi hans hest sprang skævt over en af forhindringerne.

På vej hjem så vi George Bush jr. hælde køkkenaffald i sin brune affaldscontainer.
Jeg gav ham et nik og fik et tilbage.

Fordi jeg har fødselsdag.


/menschenkind

Jeg har hverken taget strikketøj, papir, perler (i hvert fald ikke så mange) eller stof med. Jeg tænkte, at der her i det nye land måtte lades plads til nye indfald. Noget skal mine hænder gøre, særligt om aftenen. Og så i går nat opdagede jeg, at jeg havde iMovie på min computer. I dag har jeg filmet i hver læsepause. Særligt dyr, men også the Dark Lord of All - og mig selv.
Her kan du se hvad det blev til:

Nu bor jeg i London. Det føles ikke meget anderledes end at bo i Danmark eller Tyskland. Jeg føler mig ikke anderledes, når jeg vågner om morgenen, solen opfører sig på samme måde (venstre-højre, op-ned) og jeg spiser samme slags æbler (braeburn). Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, bare fordi min krop bliver transporteret to timer mod vest er den jo stadig bare min krop. Og selvom menneskerne her er to timer bagud står de jo stadig op om morgenen (bare lidt senere), spiser (lidt mere hvede) og gør hvad man nu gør før man lægger hovedet tilbage på puden (klart højere pude).
Men så er der alligevel de små forskelle, som vidner om en anden kulturel udvikling her, to timer mod vest. Særligt sådan noget med retning har briterne en anden tilgang til end folk derhjemme. Fx åbnes langt de fleste døre indad, hvilket fx kan gøre det ret besværligt at komme ud af mikroskopiske wc'er på universitetet og gør det ret kompliceret at lukke katte ud, når de står med snuden mod døren og vil væk, nu. 
Desuden kan man aldrig vide hvilken side håndtag sidder på på døre, særligt om morgenen (og om natten) har det ført til nogen frugtesløs langen ud efter et antaget håndtag på højre side. Når man skal tisse meget, betyder de sekunder, der går på at finde håndtaget på den anden side, en del.
Og så er der jo trafikken. I ved. Jeg ser til begge sider, når jeg krydser veje, fordi jeg først var meget bevidst om, at jeg skulle vende min intuition om (mod højre), men nu hverken stoler på min gamle eller nye første indskydelse. Jeg er bare indstillet på, at biler her i England kan komme hvorsomhelst fra. Hvem ved. Jeg befinder mig i landet, hvor børn kan flyve på koste og bjørne kan have filosofiske samtaler med ugler. Måske bør jeg også begynde at kikke opad.

/menschenkind